TILMELD NYHEDSBREV
03. APR 2014

Hun befriede en lænkehund og så fulgte et frygteligt drama

 
 
TOPHISTORIER

 

For et par år siden var vi på ”øen- rundt- ferie” i Irland med skiftende overnatningssteder. Den næstsidste dag havde vi kørt ret langt, det var ved at blive mørkt, det småregnede, og vi var efterhånden lidt trætte. Pludselig livede vi op, fordi det var så utrolig flot en natur, vi kunne se ud af bilruderne. Vi kørte på en meget smal vej uden huse, hvor der var bjergskråninger til begge sider med utrolig smukke buske og blomster i alle mulige farver.  Der var malerisk smukt.

 

Kort efter ankom vi til vores bed and breakfast overnatningssted, der lå til sidst, hvor vejen endte blindt på dette meget øde sted.  Trods regnen og trætheden måtte vi ud og gå bare en lille tur, inden vi gik i seng.

 

 

Mødet med Glen

Vi kom nu ikke langt, vejen gik over i en lille sti, der fortsatte op ad bjergsiden. Her passerede vi et åbent skur, hvor der sad en lille ret ung hvid og brun hund med store ulykkelige øjne, der virkede som om, han ville sige noget.

 

Med et fast blik kiggede han mig lige ind i øjnene, og jeg var egentlig ikke i tvivl om, hvad det var, han ville mig. Han forsøgte at få mig til at forstå, at der var sket en fejl, at han blev holdt fanget her. Jeg måtte befri ham og tage ham med.

 

Så vidt vi kunne se, boede han her permanent som en lænkehund. Der var kun forskellige sten som bund, og så en del af hundens egne efterladenskaber, som lå i periferien af en cirkel med radius på ca. 2½ meter. Det passede med længden på den jernkæde, han var tøjret i. Han forsøgte at opnå den renlighed, der var ham mulig. Han sov på nogle leca-sten, der var ingen kurv. En snor ville han have bidt over, derfor var der tale om en jernkæde.

 

Det kom ubelejligt og uventet for mig, men jeg tænkte, at jeg blev nødt til at se, hvad jeg kunne gøre.  Kunne denne hund mon læse mine tanker, for nu logrede han og gav mig de sødeste små diskrete og dybtfølte små hundeslik på mine hænder, mens han holdt dyb øjenkontakt. Han virkede som om, jeg havde lovet ham noget.  Som om han vidste, at han kunne regne med mig, at vi nu havde en aftale.

 

Hundens ejer

Næste dag lykkedes det os at tidligt om morgenen at finde frem til en fårehyrde, der ejede hunden. Han var ved at jage en større fåreflok sammen ved hjælp af sine border collier. Da han var færdig, spurgte jeg ham om, hvorfor denne hund levede sådan, og om det var meningen, det skulle fortsætte.

 

Han forklarede, at hunden, som hed Glen, stak af op på bjerget, hvis han fik kæden af, eller også kom han op at slås med de andre hunde. Mange steder i Irland går man ikke så meget op i hunde, som vi gør i Danmark, så han havde blot løst problemet med en kæde, og det kunne han ikke se noget problem i.

 

Hvis vi ville have denne dumme hund, kunne vi komme tilbage dagen efter. Han ville være sikker på, at vi ikke fortrød. Måske anede jeg en smule dårlig samvittighed. Vi forlængede vores ophold med et døgn, og jeg sørgede for det nødvendige, så Glen kunne komme med flyet fra Dublin til København sammen med os andre. Det var tidskrævende og indviklet, men det lykkedes.

 

 

Skuffet

Det døgn tænkte jeg meget på Glens skuffede og opgivende blik, da det gik op for ham, at jeg faktisk kørte fra ham og tilsyneladende svigtede ham, efter jeg havde talt med hans ejer. Han havde åbenbart regnet med mig.

 

Da vi dagen efter kom tilbage for at hente ham, gik han til gengæld fra at være dybt deprimeret til at være den mest glade og lettede lille hund, man kan tænke sig. Og da han fik kæden af, styrtede han selv direkte hen til bilen og hoppede ind, selv om han vist aldrig nogensinde havde kørt i en bil før.

 

Han må have forstået, at så kom han med, så blev han reddet. Siden opdagede vi også, at han ikke anede hvad en trappe, en støvsuger, en snor, en stue, en dør og en hundekurv osv. var.  Der var meget, han skulle lære. Det var lidt af et job, men det viste sig hurtigt, at han både var en klog og lærenem lille hund.

 

Bange anelser

I lufthavnen i Dublin virkede de meget usikre og uforberedte overfor, at der skulle en hund med, selvom jeg naturligvis havde brugt det foregående døgn på at bestille plads til ham og sørge for at alt, skulle være lovligt og i orden.

 

Jeg have en dårlig fornemmelse og en forudanelse om, at noget kunne gå galt, så jeg gjorde meget for at fortælle overalt, at de måtte passe på, han ikke kom noget til undervejs – faktisk så meget, så min familie synes, det var lidt pinligt.

 

“Hunden er død”

Da vi landene i Kastrup, kom kaptajnen hen til mig, lagde hånden på min skulder og fortalte mig, at han var meget ked af det, men min flinke hund havde ikke klaret det. Den var død, jeg kunne få den udleveret i et rum ved siden af udgangen om ca. en halv time.

 

Han forklarede, at personalet trods alle mine advarsler var kommet til at anbringe hunden i samme rum som den øvrige bagage, hvor der er alt for koldt, og hvor det bestemt ikke er meningen, at levende dyr skal opholde sig.

 

Jeg forlangte at komme hen til ham straks, men fik at vide, at det var umuligt og mod reglerne – jeg ville som sagt få ham udleveret om ca. en halv time. Jeg kan ikke helt huske, hvordan jeg bar mig ad, men jeg fik ham til at forstå, at det var dem, der havde lavet en fej – jeg ville hen til min hund med det samme.  Det kom jeg også.

 

Mon ikke man kan forestille sig min følelse af at have svigtet én, der i den grad havde anset mig for at være hans bedste ven. Hvordan må Glen ikke have følt det, da jeg for anden gang svigtede ham, anbragte ham i et bur, og forlod ham, hvorefter han kom om bord i flyvemaskinen i et rum med en høj, skræmmende maskinlarm og voldsom kulde.

 

Han blev hvisket til live

Da jeg kom hen til ham, lå han slapt på siden og så død ud. Åndedræt kunne ikke iagttages, og han var meget kold at føle på. Jeg lagde øret til brystkassen og kunne høre nogle få hjerteslag.

 

Hørelsen er det sidste, der forsvinder, så jeg begyndte straks at hviske opmuntrende ord i øret på ham. Allerede dengang havde vi jo udviklet vores særligt indforståede ”menneske-hunde- sprog”.

 

Miraklet indtraf.  Kort efter skete der det, at det yderste af halen begyndte at bevæge sig  en lille bitte smule. Han havde genkendt min stemme. Nu gjorde han hurtigt fremskridt, og vi sørgede også for varme, massage osv. Efter få minutter kunne han løfte hovedet lidt.

 

 

Jeg er overbevist om, at det var helt afgørende, at han kunne høre stemmen fra den person, han stolede på. Han overlevede først og fremmest pga. den psykiske opmuntring, da han fandt ud af, at han ikke var alene, og alligevel ikke var blevet svigtet. Han fik livsmodet tilbage. Det var vigtigere end varmen og massagen.

 

Var jeg kommet ti til tyve minutter senere, så havde det formentlig været for sent. Min familie var ret overraskede, da jeg knap en time efter kom spadserende med lille Glen i sit bur, der nu lå på maven, stadig svag, men meget glad.

 

Da vi godt to timer senere kom hjem og præsenterede ham for vores anden hund, en irsk setter tæve, var han faktisk ok, og det var i øvrigt et varmt venskab fra første blik. Setteren syntes, det var super, at vi havde taget en lille hund med hjem, og hun viste ham glad rundt overalt i hus og have. Tilsyneladende vidste hun udmærket, at han var kommet for at blive.

 

 

Lænkehunden, der blev hvisket til live

Nu er han ved at blive gammel, men trives stadig fint. Omsider fik jeg taget mig tid til at skrive den lille historie ned, som alle vores venner kender så godt, om hvordan vi fik Glen. Den lille glade og sjove hund, der hver dag finder på så mange ting, som får os til at trække på smilebåndet, kom jo dumpende på et helt uventet tidspunkt.

 

Men ofte er det, man ikke planlægger her i livet, også det, der giver de største glæder.

 

 

Man har lov at være heldig

Der er meget, vi ikke ved om hunde, om venskaber og om mennesker.  Den lille hund regnede med mig. Jeg blev uventet udnævnt til at være hans ven.

 

Jeg kunne have valgt andre løsninger, men som situationen var, kunne jeg ikke tillade mig ikke at gøre noget. Formentlig ville han så have siddet der endnu.  Det væsentlige må være, at vi ikke bare lukker øjnene og går videre, hvis vi kan gøre noget.

 

 

Lene Kattrup i Hunden, Dansk Kennel Klub nr. 3 Marts 2014.

TLF.+45 29728236 SKIBSTRUPVEJ 31 3140 LSGRDE Add-To-TomTomTILFJ TIL TOMTOM