TILMELD NYHEDSBREV

Dage med en schæfer

Dage med en schæfer handler om små hverdags situationer med min schæferhund, hvor han ser ud som han ville sige ...................... Men man skal jo nok være hundeejer - og lidt bindegal .................. DENNE BLOG FINDES OGSÅ PÅ HUNDEPORTALEN http://www.gipote.dk/ (Mange tidligere indlæg kan desuden findes på www.perlaujensen.dk, klik på "Dage med en schæfer").

 

torsdag den 7. oktober 2010

En pedantisk schæfer

 

Det har høvlet ned hele dagen. Jeg prøvede med bestikkelse.

 

"Jeg tager gerne imod bestikkelse; men jeg lader mig ikke påvirke," svarede det uforskammede schæferdyr og fortsatte:

"Jeg henholder mig til overenskomstens tekst, som tilsiger mindst fire daglige ture uanset vejrlig, heraf to af længere varighed med mulighed for at snuse og /eller løbe uden snor. Den samlede varighed af dagens ture skal udgøre mindst 120 minutter."

 

Så ud i regnen måtte vi. Mig og så den schæferpedant ...
 
 

søndag den 3. oktober 2010

Jeg må heller aldrig noget ...

 

Vi gik i skoven udenfor byen her i eftermiddag. Det blæste voldsomt. Det var sikkert derfor, vi ikke hørte dem.
Vi gik på et gammelt hjulspor fra en skovmaskine. Til venstre var skoven fældet og lå som åben stubmark. Til højre var skoven tæt, men lidt fremme var der en åbning.
De havde modvind. Det var nok derfor, schæferen ikke opsnusede situationen.

Vi hørte det samtidigt. Et gadagung-gadagung inde til højre. Mindre end ti meter foran os kom de på tværs som et eksprestog. To store rådyr. Den bagerste kastede et opspilet blik mod schæferen.
Schæferen hoppede en meter i luften, mindst. Så trippede han rundt på bagbenene med en hals så lang som en svane.
Han kikkede på mig: ”Vi må efter dem. Vi må da efter dem. En gylden mulighed!”
”En mulighed for hvad og hvorfor er den gylden?”
Det vidste han ikke rigtigt; men han var sikker på farven.
”Jeg lover, jeg løber bare liiiige så forsigtigt bag dem,” prøvede schæferen, mens han lagde hovedet på skrå.
”Nul, der er også en vej lige dernede,” jeg pegede i den retning, de to rådyr løb.
”Jamen, så skynder jeg mig ned og regulerer trafikken!”
”Du skal ikke regulere noget som helst andet end din egen kropstemperatur, din klapschæferhat.”
”Jam, jam …”

Nu ligger han ude i kurven og sukker:
”Jeg må heller aldrig noget. Han er verdens kedeligste pjokleder.”
 
 

mandag den 20. september 2010

En schæfer på en skidebakke

 

Schæferen og jeg var på ”Klinten” i Osby i dag. Det er et fritidsområde med motionsspår, utsiktsplats, strövområde, pulkabacke og skidbacke med lift. Det ligger her i Nordskåne, ikke så langt fra hvor vi bor. Vi gik igennem naturområdet og kom ud på toppen af skidbacken.

Det bedste, schæferen ved, er at løbe efter pind. Da jeg - i hvert fald ifølge schæferen engang imellem - er en ualmindelig kynisk og udspekuleret pjokleder, fik jeg selvfølgelig den idé at smide en pind et godt stykke ned ad skidbacken. Og da schæferen er et yderst naivt pelsdyr, så fór han efter den på sædvanlig vis som skudt ud af en schæferkanon.
Af indlysende fysiske årsager, som schæferen ikke helt havde styr på, så fik han dobbelt så meget fart på som normalt. Og derefter måtte han konstatere, at schæferbremser ikke virker optimalt, når det går ned ad bakke. Han røg ti meter for langt i en liggende tværbremsning.

Mens jeg stod på toppen og kluklo i pjoklederskægget, asede han sig opad i noget, som mest var fuld galop på stedet.

Ved næste kast glemte han alt om sine problemer og hele farcen gentog sig. Først tredje gang havde han lært noget. Fem minutter efter lignede han én, der havde deltaget i en ironschæfer.
”Det er godt nok hårdt at være schæfer på en skidebakke,” stønnede han.

Men han fik nu alligevel sin hævn, som han så ofte gør. Da jeg kastede pinden sidste gang, løb han ned efter den, men stoppede dernede, tog bakkens betegnelse bogstaveligt, samlede derefter pinden op og asede op til mig på toppen med et smørret schæfergrin.
Derefter måtte jeg stavre usikkert nedad med en pruttepose i hånden, samle op og kravle opad med svedspringende pande, mens schæferen stod på toppen og kom med hånlige tilråb.
 
 

tirsdag den 14. september 2010

Og finanskrisen, du ved ...

 

”Hvad skal jeg skrive i schæferbloggen i dag?” spurgte jeg schæferen for et øjeblik siden. Egentlig kunne jeg lige så godt have spurgt køleskabet.
”Du kan skrive, hvad vi har lavet i sommerferien,” foreslog schæferen.
”Jamen, vi har jo ikke været på nogen ferie.”
”Lige præcis min schæferpointe!”
Jeg vidste, hvad der kom.
”Hvorfor har vi ikke det?”
”Jamen, vi har jo ikke, man er nødt til, tiderne, og finanskrisen, du ved.”
”Sidste år var vi jo på ferie.”
”Var vi det? Nå ja, det var dér, vi kørte over broerne. Du havde aldrig ført set så meget vand, husker du det? Øresundsbroen, Storebæltsbroen, Lillebæltsbroen og Vejlebro.”
”Ja, og Holstebro.”
”Øh … ja, selvfølgelig. Men i sommer har jeg jo arbejdet, og … ja, vi skal have repareret verandataget, vindskederne, vinduerne, trappen, bilen skal have skiftet olie og det koster, og finanskrisen, du ved.”
”Hvad med mine penge. Kan vi ikke tage på ferie for dem?”
”Dine penge?”
”Ja, fra mit arbejde med at godkende verden og dagen hver morgen, holde haven frækdyrfri, hente pind efter behov og almindeligt forefaldende schæferarbejde. Du siger jo altid, at det mit job. Så der er vel noget løn.”
”Jamen, din løn er jo brugt til mad og godis, kære schæferdreng.”
”Alt sammen?”
”Uha, mere end det. Du har lånt af mig.”
”Har jeg lånt?”
”Ja, du skylder mig halvandenkroneogfirs nu.”
”Er det meget?”
”Ja, det er ret voldsomt. Der er en risiko for, at vi må erklære dig kongschæferkurs.”
”Bliver jeg så kronet og skal køre i karet?”
”Næppe.”
”Måske kunne jeg tage noget overarbejde?”
”Ja, det er muligvis en løsning. Måske kan du finde en fåreflok et sted, der skal holdes styr på.”

Så nu er han gået ud for at lede efter en fåreflok. Måske skulle jeg bare se at få arrangeret en ferie til ham?
 
 

mandag den 6. september 2010

Super sur schæfer

 

Sikke et humør i dag. Der skulle gøs af alt på gåturen. Alle de sædvanlige hunde i haverne fik en ordentlig hilsen. Selv ordensmagten fik en skideballe, da den handlede avis i kiosken.
Og da vi kom op dér, hvor blodhunden gøede ad ham forleden, så stoppede schæferen nærmest og ventede på balladen.
Og den kom. Blodhunden stak hovedet op over altangelænderet og gøede.
Schæferen sprang frem med rejst ryg og gøede tilbage:
”Jeg kan hurtigt forvandle 50 kg blodhund til 50 liter hundeblod!”
”Hvor hurtigt?” gøede blodhunden.
”På 50 sekunder!”
”Okay, okay, passér.”
Schæferen brummede tilfreds.
”For denne gangs skyld,” tilføjede bloddyret.
Måske kan jeg gøre det på 40 sekunder!” gøede schæferen for enden af stram snor.
”Det var da et frygteligt dårligt humør, den schæfer er i,” bemærkede blodhunden og løftede ørerne lidt.
”Det er en bølleschæfer,” svarede jeg.
”Det forklarer det jo. Bølleschæfere skal behandles så forsigtigt som et råddent æg,” filosoferede blodhunden.
”Skal du kalde mig et råddent æg?” råbte schæferen.
”Kom så!”
”Ha’ en god dag,” råbte blodhunden efter os.
”Det må vi da selv om!” brølede schæferen.

Endelig kom vi ned på et vejstykke, hvor jeg vidste, at der ingen hunde boede. Puha. Så kom apotekerens Ingrid cyklende. For hende var det stadig sommer i kort kjole og lille top.
Tilfældigvis kom jeg lige til at falde lidt i staver på det tidspunkt. Lige inden hun var ude af synsvidde, så sprang schæferen frem, som skudt ud af en kanin eller kanon, eller noget, og rev min arm af oppe ved skulderen.
Han løb gøende på bagbenene med snor og arm svingende hen ad asfalten. Jeg fór efter. Jeg fangede ham efter få meter, fik armen på plads, men ikke schæferen. Han gøede stadig arrigt.

Jeg fulgte hans blik, men kunne ingen hund se, kun et hus med en græsplæne. Så opdagede jeg robot græsslåmaskinen, der langsomt åd sig hen over plænen for adræt at vende ved kanten og køre tilbage.
Den seneste teknologiske landevinding på det felt var åbenbart ikke clearet med schæferen.

Sikken en gadeuorden …
 
 

fredag den 27. august 2010

Omringet

 

Jeg er lige kommet hjem fra frokostturen med schæferen – præriens bedste hund. Eller noget i den stil.

Når man går fra byens torv og mod nord ind i villakvarteret, kommer man forbi et toetages hus med lejligheder.
Dér sprang schæferen pludselig frem og rømmede sig. Der var ingen hund i sigte. Men sekundet efter viste der sig et stort, gult blodhundehoved på en af altanerne. Hovedet gøede voldsomt.
”Jeg skal give dig blod, skal jeg!” hvæsede schæferen og trak luft ind til det store svar.

Men så begyndte sværvægtsweileren, der bor i huset ved siden af, at gø. Den kunne overhovedet ikke se, hvad der foregik og havde slet ikke noget at gøre med det, så det var nok bare sådan for en sikkerhed skyld.
Schæferen snurrede rundt.

Netop da kørte en blå bil langsomt forbi bag os og stoppede ved huset lige fremme til højre. Inde bagi sad spanieren, som schæferen kalder den. Den gøede rutinemæssigt, straks den fik øje på schæferen.
Schæferen snurrede igen og så rundtosset ud. Så kikkede han op på mig og råbte:
”De har omringet os. Kør vognene i ring!”

Nu hviler han ud på verandaen efter træfningen.
 
 

mandag den 16. august 2010

At godkende verden

 

Tre skader hang på et gadehjørne og tyggede tyggegummi.
Schæferen sprang frem med blottet tandsæt og rejst ryg.
”Forbandede knallertrockere!”
De flaksede væk i rædsel.

Klokken var knapt 8.00. Vi var ude på vores korte morgentur, hvor schæferen lige kan få gjort, hvad sådan én nu skal gøre ved dagens begyndelse.
Schæferen har dog en helt anden opfattelse af formålet med vores morgenture. Og det burde jeg måske have gættet for længst.

En morgen, hvor jeg var lidt sent på den, råbte schæferen:
”Skynd dig, de venter! Kan du ikke høre, at verden holder vejret?”
Jeg slog det hen som noget af det sædvanlige schæferpladder.
En anden gang råbte han fra verandaen efter morgenturen og med snudeskaftet mod himlen:
”Rewind! Spol, spol!”

Åbenbart er schæferen af den opfattelse, at han skal godkende verden, med alt der er i den, hver morgen. Den nye dag skal schæfer sanktioneres, før den rigtigt kan gå i gang. Det er hans opgave, ligesom det er hans opgave at tjekke haven for frække dyr, inden vi går i seng om aftenen.

Det er et hårdt job at være schæfer.
 
TLF.+45 29728236 SKIBSTRUPVEJ 31 3140 LSGRDE Add-To-TomTomTILFJ TIL TOMTOM